Stigende overskud i det nye Fayard
Fayard, det tidligere Fredericia Skibsværft, kom ud regnskabsåret 2009/2010 med et overskud efter skat på 34 millioner kroner. Det er mere end en fordobling i forhold til regnskabsåret før, hvor overskuddet lød på 14 millioner kroner.
”Året har givet et acceptabelt resultat, når der henses til etablering og opstart af nye reparationsfaciliteter på arealerne ved Lindø”, siger værftets ejer Thomas Andersen.
Fremgangen på bundlinjen er nået på trods af, at omsætningen er faldet fra 475 millioner kroner i forrige regnskabsår, til 388 millioner kroner i regnskabsåret 2009/2010.
”Etableringen af Fayard på Lindø følger budgettet og har indtil nu ikke givet anledning til bemærkninger”, siger Thomas Andersen.
Fayard’s kapacitet er blevet væsentlig udvidet på Lindø, herunder også på jack-up markedet.
”Vi mærker allerede stor interesse for vores forøgede kapaciteter, og vi følger interessen meget nøje”, siger Thomas Andersen.
Kilde: Fayard