Norden overskud på 244,8 mio. dollar
Norden fik i 2010 et overskud på 244,8 millioner dollar, mod et overskud på 217,2 millioner dollar i 2009. Omsætningen sted fra 1,8 milliarder dollar i 2009 til 2,2 milliarder dollar i 2010.
Nordens indtjening steg markant i 2010. Driftsoverskuddet (EBITDA) voksede med 91 procent og EBIT 42 procent. Resultaterne er en del over de oprindelige forventninger fra marts og i den høje ende af det interval, NOrden senest meldte ud i november.
”I 2010 kom vi som planlagt tilbage i vækstsporet med vækst i forretning og indtjening samt stigende investeringer. 2011 tegner indtjeningsmæssigt til at blive et mellemår med udfordrende markeder i både Tørlast og Tank, men vi er unikt positioneret til at udnytte muligheder i markedet, og indtjeningspotentialet er stærkt, når raterne igen stiger”, siger adm. direktør Carsten Mortensen.
Fremgangen blev især skabt af Tørlast, hvor Nordens dagsindsejling på grund af god afdækning og fornuftig operatøraktivitet lå 7 procent over spotraterne. Ud over den solide basisindtjening havde Tørlast engangsindtægter på 78 millioner dollar. Uden disse engangsindtægter steg EBITDA i Tørlast med 23 procent. . Også Tank forbedrede indtjeningen til et resultat, der er væsentligt over de oprindelige forventninger fra marts og midt i det interval, Norden meldte ud i november.
Spotraterne var stigende året igennem, og desuden bidrog indtægter fra afdækning og optimeringer til, at Tanks dagsindsejling lå 23 procent over de 1-årige T/C-rater.
Avancerne fra skibssalg lå med 28 millioner dollar (samt 4 millioner dollar i joint ventures) betydeligt under de senere års niveau.
Det skyldes blandt andet en strategisk beslutning om at udvide kerneflåden ved at købe tankskibe, samt at skibspriserne har gjort salg mindre attraktive. Investeringerne i skibe og nybygninger beløb sig til 663 millioner dollar, mens skibssalg udløste provenuer på 296 millioner dollar.
Hovedpunkter:
• Driftsindtjeningen i 4. kvartal blev på 39 millioner dollar, hvilket var lidt bedre end ventet. Tørlast fik et driftsoverskud på 40 millioner dollar, mens Tank fik et 0-resultat.
• Årets driftsindtjening (EBITDA) blev dermed også lidt højere end ventet. EBITDA steg 91 procent til 240 millioner dollar, mens de senest udmeldte forventninger var 220-250 millioner dollar. Tørlast og Tank øgede aktiviteter og indtjening, og i begge segmenter lå dagsindsejlingen over markedsraterne. Desuden havde Tørlast engangsindtægter på 78 millioner dollar.
• Nettoresultatet steg 13 procent til 245 millioner dollar.
• Med 85 procent afdækning er Tørlast forberedt på et udfordrende marked i 2011. Tank er med 36 procent afdækning mere eksponeret mod et marked, hvor spotraterne gradvist ventes at stige.
• Uden de betydelige engangsindtægter fra 2010 ventes Tørlasts driftsindtjening i 2011 at falde til 125-155 millioner dollar, mens Tanks EBITDA ventes at stige til 20-30 millioner dollar.
• I strategiperioden 2011-13 vil Norden i Tørlast bl.a. øge lasteprogrammet med 15 procent årligt og udvide kerneflåden. I Tank vil Norden fortsat udnytte de lave aktivpriser og udvide Tankflåden til 25 egne skibe via opkøb. Norden vil i perioden tilstræbe at sikre aktionærerne et afkast, der er bedre end hos sammenlignelige rederier.
Kilde: Norden