Nyt Maersk Line rederi tager form
Maersk Lines og Safmarine’s nye europæiske feederrederi - Seago Line - er ved at tage form. Lige nu annoncerer rederiet efter en række centrale medarbejdere der, med base i København, skal være med til at starte rederiet op i andet halvår af 2011.
Der er fortsat kun meget få tilgængelige oplysninger om det nye feederrederi, men hollandske Nieuwsblatt Transport har tidligere skrevet, at Seago Line går efter at opnå en markedsandel på seks procent af det europæiske feedermarked - og på lidt længere sigt 15 procent.
Rederiet vil betjene Europa, Middelhavsområdet og Rusland.
”Vi har haft succes med et tilsvarende projekt i Asien med det intra-asiatiske feederrederi, MCC Transport”, oplyser den nye adm. dir. i Seago Line, Jacob Bomholt, til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Seago Line ventes at starte operationel drift i andet halvår 2011.