Styrmand havde promille på 2,49
Den 52-årige polske styrmand der stod bag roret på fragtskibet Vestvind, da det fredag i sidste uge løb på grund syd for Korsør, havde en promille på 2,49. Det viser resultatet af den blodprøve som politiet tog på styrmanden.
”Han har afgivet forklaring, og vi har fået taget en blodprøve, som har vist, at han har en promille på 2,49, så der bliver et retsligt efterspil”, siger vicepolitikommissær Jens Jedig Christiansen, til sn.dk.
”Vi skal have fat i Søfartsstyrelsen for at få noget eksperthjælp. De kan fortælle os, hvilken sanktioner den pågældende skal idømmes”, siger vicepolitikommissæren.
Vestvind var på vej fra Travemünde til Mandal i Norge med en ladning sand, da det fortsatte ligeud i stedet for at sætte kurs mod Storebæltsbroen. Skibet svarede ikke på gentagne opkald fra VTS Storebælt om, at det var på gal kurs. Et afviserskib blev sendt af sted fra Flådestation Korsør, men nåede ikke frem, før Vestvind var stødt på grund.
Efter grundstødningen sejlede politiet ud til Vestvind, hvor betjentene kunne konstatere, at den 52-årige styrmand var synligt beruset.
”Hvad angår straffen, så afhænger det af, om promillen har været over eller under 2,0. Hvis den har været over 2,0, står man som udgangspunkt til betinget fængsel. Er det et førstegangstilfælde, hedder det 20 dages betinget fængsel, så kommer der en bøde oven i og så får man frakendt retten til at sejle”, siger Anita Vedsø Larsen, specialkonsulent hos Søfartsstyrelsen, til Sjællandske Nyheder.
Kilde: sn.dk
Se flere fotos af Vestvind taget af Mich. Drost HER