Svensk skibsfart tæt på at opgive
Antallet af skibe under svensk flag fortsætter med at falde. Ved udgangen af året ventes antallet at skibe under svensk flag at være faldet til under hundrede - og fortsætter udviklingen, vil svensk søfart være helt væk om 3 - 5 år. Det vurderer direktøren for den svenske rederiforening.
”De vilkår vi opererer under i dag betyder, at det kun er færger der har en chance for at klare sig under svensk flag”, siger Håkan Friberg, adm. direktør i Sveriges Redareförening.
”Der vil selvfølgelig være svenske redere tilbage, men de vil ikke længere sejle under svensk flag”, siger Friberg.
Friberg lægger ikke skjul på, at det er manglende svenske tonnageskat der er årsag til nedturen.
”Vi har ikke tonnageskat i Sverige, og det er et stort minus for svensk søfart. Hvis vi havde det, tror jeg, at en del – men ikke alle – de skibe der i dag er udflaget, ville være blevet under svensk flag”, siger Friberg..
Og det er ikke kun skibene under svensk flag der forsvinder. Hele det maritime cluster bliver udvandet og siver langsomt men sikkert til udlandet. Og det er også vanskeligt at få unge til at gå ind i erhvervet.
”Vi har store problemer med rekrutteringen, da vi ikke kan tilbyde vores unge praktikpladser nok på svenske skibe. Det betyder, at færre unge søger ind til de maritime uddannelser. Der er i virkelighed tale om en negativ spiral som er meget vanskelig at stoppe eller vende”, siger Håkan Friberg.
Udtalelser faldt på et fokus- og pressemøde arrangeret af Danmarks Rederiforening om bord på Scandlines færgen Hamlet onsdag.
Ud over indlægget fra den svenske rederidirektør, der rundede mødet af, var der bl.a. et indlæg af Bo Cerup-Simonsen, Vice President i A.P. Møller-Mærsk og formand for Danmarks Rederiforenings Tekniske Komité om, hvad A.P. Møller-Mærsk gør for at leve op til sit CO2 ansvar.
Linjechef og direktør Henrik Rørbæk fra Scandlines Øresund redegjorde for fremtiden for færgetrafikken på tværs af Øresund, mens Vice President Communications Gert Jakobsen, DFDS, fortalte om, hvilken rolle Sverige og københavnsområdet spiller for DFDS i ruteoperationerne ud af Karlshamn-Klaipeda samt København-Oslo.
Endelig fortalte adm. direktør Jesper Kristensen, Unifeeder, om Øresundsregionen betydning set gennem en containeroperatørs briller.
Redaktionen