Wrist Ship Supply køber Strachans
Wrist Ship Supply, der er en af verdens førende virksomheder indenfor skibsproviantering, har opkøbt Strachans Ltd., som er Storbritanniens førende uafhængige leverandør af serviceydelser til offshore catering markedet.
“Strachans offshore ekspertise og dokumenterede resultater gør dem til en fremragende partner til at realisere mulighederne på det voksende offshore marked”, siger Robert Steen Kledal, adm. direktør i Wrist Ship Supply
Aftalen kombinerer Strachans’ specialistviden om offshore markedet med Wrists globale netværk, globale infrastruktur samt finansielle styrke og danner grundlag for Wrists ekspansion indenfor den globale offshore olie- og gasindustri.
“Fundamentalt er opkøbet en del af Wrists ekspansive vækst, da vi løbende søger muligheder for at styrke vores globale operationer og skabe en uovertruffen global platform for forsyninger til shipping, offshore og relaterede markeder”, siger Robert Steen Kledal.
James Strachan fortsætter som leder af Strachans.
“Denne handel giver Strachans, vores medarbejdere samt kunder mulighed for at blive en del af en fremgangsrig global operation. Kombinationen af vores gode omdømme for service excellence indenfor offshore markedet og Wrists globale netværk giver os en unik mulighed for at opbygge et brand som er kendt som den foretrukne globale leverandør af serviceydelser til offshore markedet”, siger James Strachan, adm. direktør i Strachans, der nu er en del af Wrist Group.
Opkøbet er Wrists sjette opkøb på mindre end 2 år efter opkøb i Europa, USA og Canada.
Kilde: Wrist Ship Supply