Pia Ankerstjerne ny direktør for MARTEC
Det maritime uddannelsescenter MARTEC i Frederikshavn har ansat Pia Ankerstjerne som direktør med virkning fra den 1. august. Pia Ankerstjerne afløser Erik Møller, som fratræder efter endt åremålsansættelse.
”Bestyrelsen for MARTEC anser ansættelsen af Pia Ankerstjerne for at være en styrkelse af uddannelsesinstitutionens videre forretningsmæssige udvikling indenfor levering af basisuddannelser og kursusvirksomhed af høj kvalitet til den maritime branche og industrien både nationalt og globalt”, siger MARTECs bestyrelsesformand V. Merrild-Hansen.
49-årige Pia Ankerstjerne er uddannet svagstrømsingeniør fra Århus Teknikum samt HD i afsætningsøkonomi. Hun kommer fra en stilling som salgsdirektør hos Gatehouse, og har tidligere bl.a. arbejdet i USA.
Den nuværende direktør Erik Møller havde ønsket at fortsætte på posten, og havde efter sin åremålansættelse på otte år søgt sin egen stilling.
Kilde: nordjyske.dk