Containerfeeder meget tæt på at kæntre
Kun held og en overbygning der ramte molen, forhindrede lørdag eftermiddag den tysk ejede containerfeeder Deneb i at kæntre, da den var i gang med at losse containere hos APM Terminals i Algeciras.
To blev bragt til hospitalet med mindre kvæstelser efter ulykken der indtraf kort før klokken 14.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvorfor containerskibet pludselig mistede stabiliteten. Men alt tyder på, at der må være sket en fejl under losningen.
De spanske myndigheder lagde hurtigt flydespærringen ud for at forhindre, at de 118 ton bunkerolie og 26 ton dieselolie der befandt sig om bord, skulle flyde ud i havnebassinet.
Samtidig gav myndighederne ordre om, at hastigheden i havnen skulle nedsættes til max. 2 knob, for at forhindre bølger i at forværre situationen yderligere.
Svitzer er nu gået i gang med at fjerne de containere der står på dækket.
Deneb, der er indregistreret på Antigua og Barbuda, ankom fredag til havnen i Algeciras fra Casablanca, og skulle efter planen være fortsat til Genova.
Se mange flere fotografier HER
Kilde: www.apiedegrua.es