Containerskib på grund ved Singapore
Et tungt lastet containerskib tilhørende det kuwaitiske rederi United Arab Shipping, er gået på grund i det stærkt trafikerede Singapore Stræde. Ifølge ubekræftede oplysninger omkom et besætningsmedlem i forbindelse med grundstødningen.
Havnemyndighederne i Singapore bekræfter, at Al Rawdah på 79.303 DWT løb på et rev syd for Singapore omkring klokken 22 lokal tid. Men havnemyndighederne har ingen oplysninger om tilskadekomne, eller skader på skibet, der er tre år gammelt.
Singapore Strædet er blandt de tættest trafikerede i verden, og grundstødninger og kollisioner forekommer med jævne mellemrum.
Det 6.435 TEU store containerskib, der er indregistreret på Marshall Øerne, var på vej gennem strædet i østgående retning da grundstødningen indtraf..
Kilde: Sawya