Shipcraft afviser kritik af gidselhåndtering
Efter lang tids kritik af, at Shipcraft ikke gør nok for at få frigivet seks af rederiets besætningsmedlemmer, der i syv måneder har været holdt som gidsler af somaliske pirater, tager Shipcraft nu til genmæle.
”Der har været fremsat forskellige påstande i medierne, deriblandt om at Shipcraft ikke arbejder målrettet på at få vores kolleger frigivet. Disse påstande er usande. Vi har siden januar med rådgivning fra velrenommerede rådgivere og i samarbejde med alle relevante involverede, deriblandt myndighederne, forhandlet med piraterne for hurtigst muligt at få vores besætning frigivet”, hedder det i en pressemeddelelse udsendt af rederiet og underskrevet af rederiets direktør, Claus Bech.
”De nærmeste pårørende holdes løbende informeret om udviklingen i overensstemmelse med etableret praksis for, hvor detaljeret information der kan tilgå uden for cirklen bestående af ledelsen, sikkerhedsrådgivere og myndigheder. Det er også af hensyn til vores kollegers sikkerhed, at vi ikke kan udtale os om, hvad der sker i de igangværende forhandlinger med piraterne, da det kan have negative konsekvenser for det videre forløb”, hedder det videre i pressemeddelelsen.
Rederiets reaktion kommer efter, at en video med udsagn fra besætningsmedlemmerne, er blevet lagt ud på den internetbaserede TV-station YouTube.
Kilde: eb.dk