Velfærdsrådet hjælper udenlandske søfolk
Besætningen på det maltesisk indregistrerede tankskib Hartzi, der i mere end to måneder har ligget for anker ud for Skagen, taget i arrest på grund af gæld, har nu fået bragt nye forsyninger ud til skibet.
Det sker efter, at Handelsflådens Velfærdsråd er gået ind i sagen og har sørget for, at der nu er indkøbt mad, medicin, taletidskort og andre fornødenheder til besætningen, der ikke har fået udbetalt løn siden april.
Velfærdsrådet har også sørget for at 8 besætningsmedlemmer, hvoraf flere ikke havde været i land i 3½ måned, blev sejlet ind til Skagen.
De 19 besætningsmedlemmer, der kommer fra Rusland, Ukraine og Philippinerne, er kommet i klemme, fordi rederiet er løbet tør for penge og ikke er i stand til at betale hverken løn eller regninger.
Rederiet skylder et bunkerfirma 275.000 dollar, og derfor er skibet taget i arrest af Retten i Hjørring. Indtil regningen er betalt får skibet ikke tilladelse til at forlade dansk farvand.
Direktør for Handelsflådens Velfærdsråd, Søren Sørensen, siger at Velfærdsrådet fortsat holder øje situationen om bord og vil assistere skibet og dets besætning bedst muligt.
Redaktionen