Navios Sagittarius skal repareres på stedet
Den græsk ejede Panamax bulkcarrier - Navios Sagittarius - der i 10 dage har stået fast på Tønneberg banke, godt 9,5 sømil nordøst for Læsø - har fået så store skader, at det er nødvendigt at reparere det på stedet.
Dykkerundersøgelser har vist, at der er slået hul flere steder på skroget, og ifølge maritimedanmark’s oplysninger er skaderne så omfattende, at der vil gå omkring to uger før skibet er nødrepareret.
For at trimme Navios Sagittarius, er en mindre del af lasten overført til et andet skib. Det er sket med hjælp af flydekranen Sanne A der fortsat befinder sig ved havaristen.
Den 225 meter lange bulkcarrier var på vej til Skagen Red for at bunkre inden videresejlads til Singapore, da den torsdag i sidste uge gik på grund på Tønneberg banke.
Skibet havde ikke lods om bord.
Navios Sagittarius er på 75.700 DWT og indregistreret i Panama.
Redaktionen
Rasmus Christoffersen fra www.maritimebilleder.dk har sendt maritimedanmark.dk en række billeder af det grundstødte skib.
Redaktionen takker Rasmus Christoffersen for billederne, og vi vil gerne opfordre søfolk og andre der arbejder i den maritime verden, til at sende os fotografier, når I passerer motiver der kan have interesse for andre med interesse for skibsfart. Så sørger vi for at bringe fotografierne ud til alle.