Næstsidste civile skib fra Lindøværftet
Det næstsidste civile skib der bygges på det lukningsdømte Lindøværft på Fyn, Strait of Magellan, har netop forladt værftet for at drage ud på en prøvetur.
Tilbage i Dok 3 er det sidste skib i serien, nybygning L234, der er ved at blive bygget færdigt - og det bliver det sidste civile skib der vil blive bygget på Lindø.
Strait of Magellan er ligesom sine søsterskibe på 29.000 GT, og råder over 3.663 lanemeter, hvilket giver plads til 254 trailere fordelt på fire dæk. Derudover er der plads til 12 passagerer i skibet kahytter.
Det 193 meter lange og 28 meter brede skib er på billedet fanget af fotograf Peter Therkildsen, da det blev bugseret ud af Odense Fjord.
Sidste nybygning fra Lindøværftet bliver fregatten Niels Juel der leveres til Søværnet i begyndelsen af næste år.
Redaktionen