Suez Kanalen fik bedste måned nogensinde
KORT NYT: Efter at pirattruslen ud for Afrikas Horn i en periode lagde en dæmper på antallet af skibe der gik gennem Suez Kanalen, går den nu igen forrygende godt for kanalen der sparer skibstrafikken for den lange vej rundt om Afrika.
De egyptiske kanalmyndigheder har offentliggjort oplysninger der viser, at den sidste uge i juli måned var den mest indbringende i kanalens historie og bidrog til, at den samlede omsætning for juli måned nåede op på 449,2 millioner dollar, hvilket er en procent over omsætningen i juni og 11 procent over omsætningen i juli måned sidste år.
Sammenlagt passerede 1.476 skibe gennem Suez kanalen i juli måned, med de danske Maersk Line containerskibe som de største.
Kilde: YallaFinance