Maersk Line super slow steamer til Asien
Maersk Line går nu endnu længere ned i fart på retursejladsen til Asien på sin AE-8 rute mellem Hamborg og Ningbo, der drives i fællesskab med CMA CGM. De næste 10 uger vil de store containerskibe super slow steame tilbage til Kina.
Den nedsatte fart øger sejltiden med 14 dage, så den nu kommer op på 37 dage. Til sammenligning er AE-1 21 dage om at tilbagelægge strækningen mellem Bremerhaven og Singapore.
Maersk Line og CMA CGM har i øjeblikket indsat hver fem containerskibe på ruten, med en gennemsnitlig kapacitet på 13.486 TEU. Som en følge af den nedsatte fart på retursejladsen til Kina, vil der nu blive indsat yderligere to containerskibe på ruten.
Der er endnu ikke truffet beslutning om hvilke skibe det bliver, men hvert af de to rederier ventes at stille med et ekstra skib.
AE-8 blev startet i midten af sidste år, og var en af de første ruter hvor der blev indsat containerskibe med en kapacitet på 13.000 TEU og derover.
Kilde: Shipping News