Bevæbnede danskere holder vagt
Det er ikke kun udlændinge der står på vagt med våben på danske skibe. Flere danske sikkerhedsfirmaer tilbyder bevæbnede vagter, også danskere, til at beskytte skibe under dansk og udenlandsk flag.
Et af de firmaer der leverer bevabnede vagter er AS Solution. Selskabet har længe sikret erhvervslivet til lands - men er nu også er aktive til vands. AS Solution, der bl.a. har egne kontorer i Kenya og Tanzania, tilbyder såvel danske som udenlandske rederier en bred vifte af sikkerhedsydelser inklusive bevæbnede vagter.
På internationalt plan arbejder AS Solution tæt sammen med Marine Security International / MSI, der har kontorer og kontakter til rederier over hele verden.
AS Solution ønsker ikke at sætte tal på, hvor mange danske vagter der arbejder for selskabet, eller hvilke rederier man har kontrakt med. Men en ledende medarbejder bekræfter overfor maritimedanmark.dk, at selskabet har tætte kontakter til flere danske rederier og at man mærker er kraftigt stigende efterspørgsel efter bevæbnede vagter. Danske såvel som udenlandske.
Redaktionen