Skibsfart størst på eksport til Rusland
Med en forventet eksport på over 8 milliarder kroner i 2011 er skibsfart den branche i Danmark, der eksporterer mest til Rusland. Allerede sidste år var eksporttallet cirka 7,5 milliarder kroner og dermed større end landbrug/fiskeri og industrieksporten.
Indtil videre tyder alt på, at 2011 bliver endnu bedre. Tallene aktualiseres af, at Danmarks Rederiforening og en række danske rederier netop i disse dage deltager i det royale besøg i Rusland.
”Vi deltager i besøget i Rusland for at smidiggøre og forbedre en række forhold, så danske rederiers konkrete muligheder for at lave forretning med Rusland øges. Der er stadig en række udfordringer på det praktiske og administrative område. Det drejer sig især om adgang til havnene samt administrative regler og procedurer”, siger direktør i Danmarks Rederiforening Peter Bjerregaard.
Rederiforeningen har allerede gennem en god dialog med de russiske myndigheder, branchen og kunder løst en række udfordringer i handlen med Rusland, men der er stadig områder, som kan forbedres.
Blandt andet derfor afholder Danmarks Rederiforening, i samarbejde med Søfartsstyrelsen og Den Danske Maritime Fond en maritim rundbordssamtale fredag den 9. september 2011 med deltagelse af repræsentanter for det danske kongehus, den russiske- og danske søfartsadministration samt repræsentanter fra rederiverdenen.
”Jeg ser frem til at møde repræsentanter fra de russiske myndigheder og branchen og håber, at vi kan fortsætte den gode dialog og komme et stykke vej videre i bestræbelserne på at smidiggøre de konkrete arbejdsgange, så der bliver mulighed for yderligere vækst for dansk skibsfart på det russiske marked”, siger Peter Bjerregaard.
Kilde: Danmarks Rederiforening