Egyptiske våbenregler udløser kritik
Den egyptiske beslutning om at forbyde våben og bevæbnede vagter på handelsskibe i egyptisk farvand bliver mødt med hovedrysten verden over. Også herhjemme er rederierne kritiske, men beslutningen får ikke stor betydning for danske skibe.
”Hvis et sådant tiltag bliver implementeret og tilmed håndhævet, vil det være uhensigtsmæssigt. Der er ikke behov for tiltag, der gør det sværere at gennemføre piratbekæmpelse. Den opgave er byrdefuld nok i forvejen. Pirateri er et stort problem, og det bliver ikke lettere, hvis lande agerer unilateralt. Hos os vil vi ikke blive ramt, da vi benytter selskaber, der først er bevæbnede uden for egyptiske farvande”, siger kommunikationsdirektør hos Norden Hans Bøving til Ritzau Finans.
Heller ikke hos Torm venter man at blive ramt af et eventuelt forbud.
”Den egyptiske melding vil heldigvis ikke have nogen indvirkning på Torms mulighed for at bruge bevæbnede vagter. Vi opererer med en leverandør af vagter, der ikke sætter vagter af og på i egyptisk farvand, og Torm sejler ikke med bevæbnede vagter gennem egyptisk farvand”, siger Claus U. Jensen, teknisk direktør i Torm.
Torm benytter sig af selskabet Protection Vessels International.
Kilde: evb.dk