Skatteministeriet udsætter nyt toldsystem
På baggrund af indvendinger fra blandt andre Danmarks Rederiforening og flere rederier har Skatteministeriet valgt at udsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af nyt IT-baseret toldsystem.
Officielt er det indsigelser i forhold til lovgrundlaget, der er årsag til, at det såkaldte Manifestsystem nu først træder i kraft i foråret 2012. Rederiforeningen modtager udsættelsen med glæde.
”Vi er meget glade for, at ministeriet har lyttet til vores indvendinger og valgte at udsætte deadline’en. Det betyder, at vores medlemmer ikke skal spilde kostbar tid og penge på at forsøge at leve op til et IT-system, hvor specifikationer og krav stadig ændrer sig”, siger kontorchef i Danmarks Rederiforening Peter Olsen.
Som beskrevet i Rederiforeningens seneste nyhedsbrev, Kompas nr. 9, har rederier, skibsmæglere og øvrige transportoperatører arbejdet på højtryk for at implementere nye IT-systemer, der skal sikre den nødvendige elektroniske kommunikation med toldmyndighederne i forbindelse med godstransport til og fra Danmark med skib eller fly.
Kilde: Danmarks Rederiforening