Erria afhænder sine skibe til Uni-Tankers
Det børsnoterede rederi Erria vil inden årsskiftet overdrage sine ni helt og delvist ejede kemikalietankskibe, samt selskabet IBEX Maritime Ltd til Uni-Tankers, mod at overtage 15 procent af aktiekapitalen i Uni-Tankers.
Transaktionen, der er godkendt af rederiets aktionærer, omfatter skibene Erria Helen, Erria Ida, Erria Mie, Erria Anne, Erria Dorthe, Erria Julie, Erria Nimmer, Erria Maria og Ingrid Jakobsen. Skibene overdrages kontant.
Handlen er dog fortsat betinget af, at de sidste forhandlinger falder på plads.
Errias øvrige forretningsområder inden for Shipmanagement og Consulting forbliver uændrede, hvorfor det børsnoterede Errias aktiviteter efter salget vil bestå af Erria Shipmanagement, Erria Consulting, datterselskaberne Dano sp. z.o.o. og Erria Latinoamerica Ltd., skibet Erria Vietnam, 34 procent ejerskab i Saigon Shipping Joint Stock Company Ltd. - samt den 15 procent store aktiepost i Uni-Tankers.
Det forventes at rederiets långivere vil tegne aktier i Erria ved konvertering af gæld med ca. mio. 50 millioner kroner. Med baggrund i transaktionen og konverteringen af gæld, forventes Erria rekonstruerede egenkapital primo 2012 at udgøre ca. 45 millioner kroner, likvide beholdninger forventes at udgøre ca.10 millioner kroner, og soliditeten forventes at udgøre ca. 30 procent.
Erria bestyrelse og direktion vurderer, at selskabets kapitalberedskab herefter at være tilstrækkeligt.
Kilde: Erria