Rena: Kritik af Svitzers honorarkrav
Ifølge den newzealandske tv-station TVNZ, kræver Svitzer et honorar på op til 80 procent af værdien af det gods, som Svitzer er i stand til at redde fra det grundstødte containerskib Rena. Det sker med henvisning til de store omkostninger der er forbundet med operationen.
Svitzer ønsker ikke at kommentere sagen, men den newzealandske tv-station har talt med en af godsejerne, Craig Fellow, der siger at det burde være ulovligt, at betale for at få sine egne varer tilbage igen.
Det græsk ejede containerskib er erklæret total loss, og kommer aldrig ud at sejle igen.
Samme skæbne overgik for nogle år siden containerskibet MSC Napoli ud for den engelske kyst. Her slap ejerne dog med at betale 60 procent af værdien, for at få deres varer tilbage igen.
Indtil nu er det lykkedes at fjerne 165 af de 1.368 containere der oprindelig befandt sig om bord på containerskibet. Yderligere 88 containere er skyllet over bord. Dermed befinder der sig fortsat omkring 1.100 containere om bord på skibet.
TV-selskabet har talt med en advokat der har speciale i søret, Philip Rzepecky. Og han undrer sig ikke så meget over størrelsen af honoraret.
”Honoraret svarer næsten til lastens værdi, og det er et udtryk for, at bjærgningsselskabet vurderer at opgaven er ekstremt vanskelig og kostbar”, siger Rzepecky.
Bjærgningsselskaber får normalt et honorar der svarer til mellem 5 og 40 procent af lastens værdi, alt efter hvor vanskelige vilkårene er.
Kilde: tvnz.co.nz
På billedet herunder ses smør der er blevet reddet fra Rena. Man vil nu forsøge, om det er muligt at lade smøret indgå i produktion af biodiesel.