Frigiver skib – tilbageholder koreanere
Somaliske pirater har efter 215 dage frigivet kemikalietankeren Gemini, og 21 ud af den 25 mand store besætning. Fire koreanske besætningsmedlemmer, heriblandt kaptajnen, tilbageholdes fortsat af piraterne.
Der foreligger ingen oplysninger om, hvor stor en løsesum der er udbetalt i forbindelse med frigivelsen af skibet og de 21 besætningsmedlemmer der kommer fra Indonesien, Kina og Myanmar.
De fire sydkoreanske besætningsmedlemmer, der ikke blev løsladt sammen med resten af besætningen, er formentlig tilbageholdt i et forsøg til at presse den sydkoreanske regering til at betale en erstatning for 8 somaliske pirater, der blev dræbt af sydkoreanske specialstyrker den 20. januar.
De 8 pirater blev dræbt, da sydkoreanske enheder stormede den sydkoreanske produkttanker Samho Jewelry, der fem dage tidligere var blevet kapret af somaliske pirater.
Yderligere fem pirater blev taget til fange under befrielsesaktionen og efterfølgende idømt lange fængselsstraffe, bl.a. for forsøg på at dræbe Samho Jewelry’s kaptajn, der blev hårdt såret under befrielsesaktionen.
Somaliske pirater har tidligere forsøgt at presse den sydkoreanske regering til at udlevere de fem nu fængslede pirater, og udbetale erstatning for de dræbte pirater - men den sydkoreanske regering har afvist at forhandle med piraterne.
Afvisningen af at forhandle med piraterne sker på trods af, at piraterne allerede har tilbageholdt fire andre sydkoreanske søfolk. Samme med de fire sydkoreanske besætningsmedlemmer fra Gemini, holder de somaliske pirater nu i alt 8 sydkoreanske søfolk som gidsler, på trods af at deres skibe er blevet løsladt.
Kilde: Washington Post