BIMCO: Alt for få oplagte containerskibe
Der skal oplægges langt flere skibe, hvis containerbranchen igen skal give overskud. Lige nu er 210 skibe med en samlet kapacitet på 526.000 TEU lagt op, og det er ifølge BIMCO alt for lidt, da tilgangen af ny kapacitet alene i andet kvartal 2011 var på 477.440 TEU
Under den sidste krise i 2009 nåede antallet af oplagte skibe helt op på over 1,5 millioner TEU, hvilket dengang udgjorde 11,7 pct. af den samlede flåde.
Antallet af oplægninger forventes først at stige markant sidst i januar 2012 - efter det kinesiske nytår. Den nærmeste fremtid ser, ifølge BIMCOs chefanalytiker Peter Sand, ret dyster ud.
De nuværende oplægninger modsvarer stort set kun tre måneders tilgang af ny tonnage.
Det er næppe tilstrækkeligt til at gøre en forskel i den grundlæggende markedsbalance – hvor fragtraterne på Asien - Europa nu er helt nede på 490 dollar per TEU. En ren underskudsforretning for rederierne.
BIMCOs chefanalytiker understeger, at der er en klar sammenhæng mellem rederiernes indtjening og mængden af oplagte skibe.
Kilde: Euroinvestor