Fragtskib på grund i Odense Fjord
Det maltesiske indregistrerede fragtskib Wilson Mosel gik onsdag aften på grund på Lammesø Hage mellem Enebærodde og Lindøterminalen i Odense Fjord. SOK har sendt miljøskibet Marie Miljø til Odense Fjord.
Der er ingen meldinger om udslip af olie i forbindelse med grundstødningen
der skete på sandbund.
Det 2.694 DWT store fragtskib var på vej til Odense da grundstødningen skete i det meget lavvandede farvand, hvor kun en meget smal sejlrute fører ind til Odense Havn.
”Hvis man ikke kender Odense Fjord, kan den være meget svær at navigere”, siger Erik Halkjær, der er vagtchef ved Fyns Politi, til Fyens Stiftstidende.
Det ventes at der gøres forsøg på at trække fragtskibet af grunden i løbet af torsdagen.
Kilde: fyens.dk