Thorco skib lastet med tvilsomme missiler
Det 5.400 DWT store fragtskib Thor Liberty, der tilhører rederiet Thorco i Svendborg, er blevet tilbageholdt i den finske havneby Kotka med en formodet ulovlig last bestående af blandt andet meget avancerede missiler. Rederiet afviser at kende til lasten.
Den formodet ulovlige last blev afsløret ved en rutinekontrol om bord på det britisk flagede, men dansk ejede fragtskib tirsdag.
Våbenlasten består bl.a. af 69 meget avancerede jord-til-luft Patriot missiler, der anvendes til at skyde angribende missiler ned, samt 150 tons nitroguanidin -
et sprængstof der har en meget høj detonationshastighed.
De finske myndigheder betragter sagen som et forsøg på ulovlig våbensmugling og tilbageholder derfor både skibet og den ukrainske besætning. Finske toldere er torsdag morgen fortsat i gang med at afhøre besætningen.
Thorco administrerende direktør Thomas Mikkelsen har overfor de finske myndigheder givet udtryk for overraskelse over våbenlasten og siger, at han var uvidende om sagen.
En anonym medarbejder i rederiet bekræfter overfor finske medier, at skibet er tilbageholdt. Medarbejderen siger, at missilerne kan være kommet om bord på Thor Liberty ved en fejltagelse.
Ifølge skibets papirer var det på vej til Sydkorea og Shanghai. Skibet ankom ifølge papirerne til Finland fra tysk havn.
Kilde: Defencenews