Åbent brev til skibsreder Claus Bech
I anledning af, at det på torsdag er et år siden, at den seks mand store besætning på det danske fragtskib Leopard blev taget som gidsler af somaliske pirater, skriver tidligere navigatør Poul Erik Larsen i et åbent brev til skibsreder Claus Bech, rederiet Shipcraft.
Kære Claus Bech
Om ganske få dage er det 1 år siden jeres besætning fra Leopard blev kidnappet af somaliske pirater. Det er unægtelig et sort kapitel i dansk søfarts historie, en menneskelig tragedie for den stakkels besætning og deres pårørende. En tragedie, som tilsyneladende virker uløselig for jer, som er ansvarlige for, at jeres besætning forsat skal leve i fangenskab under forfærdelige forhold, som helt sikkert har ubeskrivelige konsekvenser for deres liv og helbred.
Den 21. dec. sidste år, udsendte du en pressemeddelelse på jeres hjemmeside, hvor du udtrykte jeres bekymring over, at det trods en målrettet indsats fra jer, i samarbejde med jeres rådgivere, og med hjælp fra myndigheder og andre, ikke har været muligt at opnå frigivelse af jeres besætning.
I samme pressemeddelelse appellerer du til piraterne om et realistisk krav, således at jeres besætning kan blive frigivet.
Jeg vil nu tillade mig at stille dig et par realistiske spørgsmål.
Hvad mener du er et realistisk krav at stille for at få frigivet din besætning, som nu i et år har lidt umenneskelige lidelser under jeres, og jeres rådgiveres, fejlslagne indsats for at få dem frigivet?
Mener du, det er realistisk at i, helt sikkert i forbindelse med den rådgivning i får, forsat skal forhandle i det uendelige, tilsyneladende uden resultat?
Mener du det er realistisk, at i og jeres rådgivere, forsat skal være herskere over andre menneskers liv og helbred på baggrund af et økonomisk krav, som i anser for at være urealistisk?
I en tidligere pressemeddelelse, den 4. juli, påpegede du, at der havde været fremsat forskellige påstande i medierne om at i ikke arbejdede målrettet på at få jeres besætning frigivet. Disse påstande afviste du som værende usande.
Det er nu et ½ år siden. Mener du stadig at det er realistisk, ikke at påvise hvad der er usandt i disse påstande, og derved at få givet offentligheden et korrekt billede af hvad der sandt og usandt?
Du vil måske mene, at de her fremsatte spørgsmål ikke er realistiske, og ikke er noget der kommer offentligheden ved. Jeg er temmelig overbevist om, at du tager fejl, hvis det skulle være din konklusion.
Denne tragiske gidselsag, som for længst burde have været afklaret, vedkommer i høj grad offentligheden. Den er med til at vise hvor sårbar skibsfarten, og de ulykkelige mennesker der bliver taget som gidsler, er overfor de forbryderiske pirater. Den er også med til at vise, hvor usmageligt og forbryderisk piraternes magt tilsyneladende er, hvis ikke det internationale samfund tager sig sammen og får sat en stopper for denne uhyggelige handel med mennesker. Derfor er det absolut noget der bør komme offentligheden ved.
Men så længe i som redere, og politikerne som udøvende lovgivere, ikke tør komme frem i offentligheden, men gemmer jer bag diverse rådgivere, så vil piraterne forsætte deres kriminalitet.
Denne mail vil blive lagt ud på Facebook siderne – Straf Piraterne – og – Gruppen for Leopards besætnings frigivelse, samt fremsendt til medierne.
Poul Erik Larsen Skovfogedvænget 71b 3300 Frederiksværk
Tlf. 4081 2196 Mail: pelarsen@webspeed.dk