Andrea Dorias forlis for 50 år siden
For 50 år siden var et andet stort italiensk passagerskib centrum for hele verdens opmærksomhed. Det skete, da den italienske liner Adrea Doria i tæt tåge kolliderede med den svenske liner Stockholm, 300 sømil øst for New York. 46 mennesker omkom.
Natten til den 26. juli 1956 var Adrea Doria ved at nærme sig sit mål New York, efter en sejlads over Atlanten der var begyndt i Genova 9 dage tidligere. Om bord befandt sig 1.134 passagerer og 572 besætningsmedlemmer.
Der var tæt tåge i farvandet, og selv om kaptajnen havde nedsat hastigheden en anelse, sejlede det store skib fortsat med 20 knob i det stærkt trafikerede farvand. Andrea Dorias 58-årige kaptajn Piero Calamai satte sin lid til skibets radar.
Formiddagen forinden havde den svenske liner Stockholm forladt New York med kurs mod Europa. Sidst på aftenen befandt den sig i samme farvand som Andrea Doria, med nedsat fart på grund af den tætte tåge, men i modstrid til en stående ordre, befandt skibets kaptajn sig ikke på broen på trods af den dårlige sigtbarhed. Også svenskerne satte deres lid til radaren.
Ifølge de internationale søvejsregler skal et skib kunne stoppe på halvdelen af den sigtbare distance. Denne regel bliver dog kun sjældent overholdt. Det gjorde den heller ikke i dette tilfælde.
Ved det senere søforhør viste det sig, at den italienske kaptajn kun havde ringe viden om hvordan radaren fungerede. Heller ikke den svenske radar var indstillet korrekt.
Resultatet blev, at de to skibe opdagede hinanden for sent til at de kunne dreje af. Stockholm vædrede Andrea Doria og efterlod så stort et hul i skibets side, at Adrea Doria sank den efterfølgende dag.
Langt hovedparten af de godt 1.700 passagerer og besætningsmedlemmer på Andrea Doria blev reddet af tililende skibe, men 46 mennesker omkom.
Kaptajn Calamai fik efterfølgende stor ros for sin håndtering af evakueringen af Andrea Doria, men vel vidende at det var hans fejltagelser der havde ført til ulykken, insisterede han på at gå ned med sit skib. Det lykkedes dog i sidste øjeblik besætningen at overtale Calamai til at forlade skibet, hvilken han gjorde som sidste mand.
Calamai blev aldrig straffet for sine fejltagelser, men han fik ikke en kommando igen.
Redaktionen
Se video af Andrea Doria og forliset herunder: