Fragtskib sunket ud for Tyrkiet - 8 savnes
Et fragtskib medbringende en last metalskrot er sunket under en storm ud for den tyrkiske kyst. Tre af den 11 mand store besætning er reddet, mens otte savnes og frygtes omkommet. Eftersøgningen er fortsat i gang
Det 114 meter lange fragtskib Vera, der er bygget til flodsejlads, var på vej fra Rusland til den tyrkiske havneby Aliaga da det blev ramt af en voldsom storm i Sortehavet tirsdag.
Det tyrkisk ejede, men cambodiansk indregistrerede fragtskib, havde en besætning sammensat af 10 ukrainere og en georgisk statsborger. De tre redede besætningsmedlemmer er skibets førstestyrmand, andenstyrmand og en kvindelig kok.
Tyrkiet har været ramt af dårligt vejr i flere dage, og en snestorm var så kraftig, at de tyrkiske myndigheder kortvarigt valgte at lukke Bosporusstrædet, på grund af dårlig sigtbarhed.
Kilde: Seanews Turkey