Ophugning i Indien er en god forretning
Rederierne får næsten dobbelt så meget for deres udtjente skibe, hvis de lader dem ophugge på en indisk strand frem for et skrotværft med ordnede forhold i Danmark eller andre lande.
Danske skibsophug Fornæs i Grenaa betaler f.eks. 1000 kroner pr. tons når de får et skib ind til ophugning, men ifølge Business betaler de indiske skibsophuggere næsten det dobbelte - 1900 kroner pr. tons - hvis rederne i stedet sejler deres skibe op på en indisk strand.
”Grunden til, at vi ikke kan betale så meget, det er, at vi har noget, der hedder arbejdsløn og arbejdsforhold”, siger Peter Niemann, der er chef på Fornæs Skibsophug, til business.dk.
Danske rederier sender næsten alle større skibe til ophugning i udlandet, men det sker på særligt indrettede skrotværfter der er certificeret til at hugge skibene op på en miljømæssig ansvarlig måde og under ordnede forhold.
Kilde: business.dk