Iver Huitfeldt overdraget til Søværnet
Den første af de tre nye fregatter er officielt overdraget til søværnet. Iver Huitfeldt, der er det mest kampstærke skib Søværnet nogensinde har rådet over, skal nu afprøves og testes yderligere, før fregatten skal indsættes i kampen mod pirater.
”Det er en fantastisk fornemmelse. Det er altid spændende at være skibschef, og det er ikke mindre fantastisk, når det er et helt nyt skib, som man modtager og skal bringe til live. Besætningen og jeg synes, at det er et rigtig godt job, vi har for tiden”, siger kommandørkaptajn Kristian Haumann, der er chef for den nye fregat.
Kristian Haumann og besætningen kender allerede Iver Huitfeldt fra en mængde testsejladser, og de er begejstrede for, hvad skibet kan.
”Det er et fantastisk skib. Vi har fået en fregat, der mindst er på højde de andre fregatter, der findes i verden, og som der bygges en del af i øjeblikket”, fastslår Kristian Haumann.
Nu venter en periode med mindre og større operative tests, før skibet skal gøres klar til sin første operative opgave. Christian Haumann forventer, at Iver Huitfeldt indsættes i kampen mod pirater i slutningen af året.
Fregatten, der har kostet knap 2 milliarder kroner, er det største krigsskib i søværnets mere end 500-årige historie.
Kilde: Forsvarskommandoen