Offshore Center Danmark udvider
Tilgang af nye udviklingsprojekter til Offshore Center Danmark er nu så stor, at Offshore Center Danmark udvider staben. Videnskabsministeriet forlængede sidste år sin bevillingen til centret med yderligere tre år, og dermed er der banet vej for endnu flere aktiviteter.
”Vi oplever en stor tilgang af nye projekter i kølvandet på branchens tro på fremtiden. Der er i hvert fald ikke krise i offshoreindustrien, tværtimod udvikles og udvides der på en lang række områder - både inden for olie/gas, havvindmølleteknologi og bølgeenergi”, siger direktør Peter Blach, Offshore Center Danmark.
2012 er startet op i en rus af nye projekter for videnscenteret Offshore Center Danmark, der på vegne af sine 240 medlemsvirksomheder fungerer som det officielle danske innovationsnetværk for offshoreindustrien, udpeget af Videnskabsministeriet.
Otte nye udviklingsprojekter er det blevet til indenfor områder som undervandsteknologi, sikkerhed, bølgekraft, internationalisering, netværk og generel profilering af den danske offshoresektor.
Over 50 virksomheder og videninstitutioner er involveret, og der er tale om satsninger til tocifrede millionbeløb. Hertil kommer et større EU-projekt samt yderligere projekter omhandlende fremskaffelse af kvalificeret arbejdskraft til offshoresektoren.
De mange nye projekter har betydet, at Offshore Center Danmark har mandet kraftigt op for at imødekomme udviklingen, der skal sætte yderlig skub i den danske offshoresektors vækst indenfor olie og gas samt vedvarende energi.
I efteråret 2011 forlængede Videnskabsministeriet bevillingen til Offshore Center Danmark med yderligere tre år, og dermed er der banet vej for flere aktiviteter I 2012. Derudover har Offshore Center Danmark fået endeligt tilsagn om støtte til det tværnationale GADOW - et større EU-projekt omhandlende samarbejde med tyske virksomheder om den massive udbygning af havvindmølleparker, der er på vej syd for grænsen.
”GADOW-projektet er et godt billede på det potentiale, der er for danske virksomheder på internationale markeder som det tyske. Netop for den sydlige del af Danmark og Schleswig-Holstein er havvindmølleteknologi en fremtidsbranche, som lover særdeles store vækst- og dermed arbejdspladspotentialer. Da den danske havvindmølleindustri desuden har et historisk forspring i forhold til viden om eksempelvis korrosion og miljø, er det vigtigt for os at synliggøre dansk know how og udbrede den til Tyskland”, siger Blach.
Kilde: Offshore Center Danmark