Selandias skaber styrer fri af finanskrisen
Danmark er verdens førende inden for skibsmotor-teknologi. Den position blev grundlagt for præcis 100 år siden med verdens første oceangående dieselskib, M/S Selandia fra København.
Det er ikke alle vegne, der er problemer på grund af finanskrisen. For eksempel går det fint for MAN Diesel & Turbo, det tidligere B&W. Fra 1987 til 2010 har det været en fornuftig forretning for MAN Diesel & Turbo i København at sælge design af store skibsmotorer og producere reservedele til dem. Og 2011 var også et godt år for virksomheden.
En stor del af æren for den nuværende succes ligger præcis 100 år tilbage i tiden. 17. februar 1912 overdrog værftet B&W stolt verdens første store dieselskib, M/S Selandia, til ØK, der brugte det på sin eksportlinje til Fjernøsten.
Indtil da havde man sejlet med kulfyrede dampskibe. Selandia og dens dansk udviklede dieselmotor var en teknologisk revolution, der betog hele verden og satte Danmark effektivt på søfartens verdenskort. Samtidig dannede den grundlag for B&Ws succes i mange årtier frem.
De sidste 5-6 år har generelt været fantastiske for dansk shipping. Danmark er det eneste af de nordiske lande, der har haft fremgang inden for skibsfart de sidste 30 år. Vore nabolande er sakket agterud, og 10 procent af hele verdens skibstransport håndteres i dag af danske rederier. Uden søsætningen af Selandia for 100 år siden og overgangen fra damp til diesel, havde den udvikling ikke været mulig, siger lektor i virksomhedshistorie på CBS Martin Iversen, der forsker i de danske rederiers udvikling i det 20. århundrede og netop har skrevet en bog om dansk og nordisk skibsfart.
Selandia blev beundret over hele verden på sin jomfrurejse i 1912. Hun blev betragtet som det smukkeste skib på sin tid og markerede fremskridt inden for både miljø, arbejdsmiljø, økonomi og teknologi. Winston Churchill, der på det tidspunkt var marineminister, var om bord på Selandia i London og roste bagefter Danmark for nu at være en førende søfartsnation. En status, briterne ellers selv havde haft indtil da.
Selandia var startskuddet til en epoke i dansk skibsfart, som gav os den stærke placering på verdenskortet, vi stadig har i dag. I begyndelsen af det 20. århundrede fik de danske rederier positioniseret sig i den globale samhandel. Selandia var en vigtig brik i det spil. Med den banebrydende teknologi blev Danmarks status som søfartsnation slået fast. Selandia tog de første spæde skridt ind i en globaliseret verden, siger Martin Iversen fra CBS.
Den teknologi, der muliggjorde det økonomiske eventyr til søs, holder stadig i dag, 100 år efter. Syv ud af ti store skibe på verdenshavene sejler med en dansk udviklet motor, så MAN Diesel & Turbo er førende på verdensmarkedet.
Kilde: MAN Disesel & Turbo