Tankers Inc på storindkøb i Kina
Det danske tankskibsrederi Tankers Inc, med den tidligere Torm-direktør Mikael Skov i spidsen, har kontraheret tre MR-produkttankere på 50.000 DWT på det kinesiske værft Guangzhou Shipyard International. Skibene vil blive leveret i første halvdel af 2014
Ifølge Tradewinds har Tankers Inc betalt mellem 33 og 34 millioner dollar per styk. Ud over de tre kontraheringer, indeholder kontrakten med det kinesiske værft en option på yderligere tre tilsvarende tankskibe.
Mikael Skov bekræfter, at rederiet har kontraheret de tre skibe, men ønsker ikke at kommentere prisen.
Det er angiveligt planen, at de tre MR-produkttankskibe skal indgå i Hafnias Tankers pool, der har den ligeledes tidligere Torm-direktør Anders Engholm i spidsen.
Tankers Inc har tidligere kontraheret to 75.000 DWT produkttankskibe hos Dalian Shipbuilding Industry i Kina til levering i 2013. Den ordre indeholder en option på yderligere to skibe.
Kilde: Tradewinds