Udvidelsen af Panamakanalen er forsinket
Der er voksende bekymring for, at udvidelsen af Panamakanalen, med nye og større slusekamre, ikke som planlagt når at blive færdig til den 21. oktober 2014. Det skriver shippingmagasinet Fairplay.
”Det er endnu for tidligt at tale om en forsinkelse. Men vi er bekymrede og følger udviklingen tæt”, siger chefen for Kanaladministrationen, Alverto Aleman, til Fairplay.
Bekymringen skyldes, at støbningen af de nye sluser, og de store bassiner til opbevaring af slusevand, allerede nu er et halvt år bag tidsplanen. Om det vil lykkedes konsortiet bag bygningen af de nye sluser, der anlægges såvel på Atlanterhavs- som Stillehavssiden, at indhente forsinkelsen i løbet af de næste to år, er et åbent spørgsmål.
De nye sluser vil åbne op for, at Panamakanalen vil kunne passeres af betydelig større skibe ind de nuværende Panamax-skibe.
De nye sluser er 427 meter lange og 55 meter brede. De vil vil gøre det muligt at Panamakanalen fremover kan besejles af skibe på op til 366 meters længde, 49 meters bredde og en dybgang på op til 15 meter.
Udvidelsen ventes at komme til at koste mindst 30 milliarder kroner.
Kilde: Fairplay