Skou: Det handler ikke om besparelser
Maersk Lines topchef Søren Skou afviser, at omstruktureringen i Maersk Line, der koster 400 medarbejdere jobbet, heraf 250 i København, handler om besparelser. I første omgang vil ændringen tværtimod koste penge.
"Det er ikke en spareøvelse. Vi prøver at bygge et hovedkontor, der kan hjælpe os med at skabe bedre resultater. I første omgang vil det betyde flere omkostninger i forbindelse med afskedigelserne. Det er muligt, at det på den længere bane giver omkostningsbesparelser, men det er ikke øvelsen lige nu", siger Søen Skou til business.dk.
Skou ønsker ikke at oplyse, hvor meget Maersk Line fremover sparer ved at skære hovedkvartersfunktionen ned fra 2.200 til 1.800 ansatte. Han vil heller ikke love, at der ikke kommer flere fyringer.
"Den organisation, vi lægger frem den 12. juni, har vi brugt flere måneder på at designe ud fra, hvad vi skal arbejde med de kommende år. Der kan altid ske justeringer hen ad vejen, men det er tanken, at det skal køre sådan de næste par år", siger Skou til nyhedspotalen.
Kilde: business.dk
