Mærsk Line-konkurrent ser lysere tider

Torsdag 7. juni 2012 kl: 11:19
En af Maersk Lines konkurrenter, containerrederiet CMA CGM, ser lysere på den nærmeste fremtid for branchen. Rederiet kom ud af april måned uden at tabe penge og forventer et overskud for hele andet kvartal i 2012.
”Resultaterne for andet kvartal må blive rigtigt gode på trods af en svækkelse af raterne de seneste uger”, fortæller Administrerende direktør Michel Sirat til Lloyd's List.
"CMA CGM's udvikling er voldsomt forbedret siden begyndelsen af andet kvartal”, skriver selskabet i sit regnskab for første kvartal.
Rederiets lysere syn på tilværelsen skyldes de markante rateforhøjelser, som rederierne har haft held med at gennemføre siden 1. marts, samt den seneste tids nedgang i brændstofpriserne. Rederiet venter, at besparelser vil forbedre regnskabet med 400 millioner dollars på årsbasis. Selskabets aftaler med Mærsk Line på Asien – Middelhavet og MSC på Asien – Nordeuropa ventes også at bidrage positivt.
CMA CGM, verdens tredjestørste containerrederi, tabte i årets første kvartal 248 millioner dollars. Det er et tab på 95 dollar per fragtet container. Maersk Lines havde i samme kvartal et tab på 136 dollar per container.
CMA CGM havde i første kvartal en volumenvækst på 13,4 procent, mens indtjeningen steg med 2,6 procent. Omkostningsbesparelser på 96,5 millioner dollars var også med til at reducere underskuddet.
Kilde: CMA CGM