Løsladt gidsel: Piraterne var skydegale
Den pakistanske kaptajn Jawaid Khan, der torsdag blev løsladt sammen med syv landsmænd, efter at have tilbragt 21 måneder som gidsler hos somaliske pirater, siger at piraterne var skydegale, og at han hele tiden frygtede for besætningens liv.
Jawis Khan og de øvrige pakistanske besætningsmedlemmer fra det malaysiske skib MV Albedo blev løsladt efter at deres pårørende havde overført en løsesum på 4 millioner Dh til piraterne. Resten af skibets 22 mand store besætning - syv fra Bangladesh, seks fra Sri Lanka, en inder og en iraner - befinder sig fortsat i piraternes varetægt. De vil først blive løsladt når der indbetales yderligere 10,5m Dh.
Kaptajn Jawaid Khan siger, at piratere blev stadig mere aggressive efterhånden som tiden gik, og at han frygtede for besætningens liv. På et tidspunkt skød piraterne et indisk besætningsmedlem for at øge presset på forhandlerne.
Khan gjorde hvad han kunne for at tale piraterne til ro, men det betød, at de vendte deres vrede mod ham. Det kom bl.a. til udtryk ved, at piraterne bagbandt Khan og smed ham overbord med et tov om livet, hvorefter de skød i vandet rundt omkring ham.
Khan siger, at han aldrig har prøvet noget så vanskeligt som at forhandle med pirater.
”De har ingen følelser. De er vant til at dræbe og se folk dø. Vi levede en kummerlig tilværelse”, siger Kahn til pakistanske journalister efter hjemkomsten til Pakistan, hvor han blev genforenet med sin familie.
Kahn fortæller, at piraterne gentagne gange smed besætningen ned i en tom swimmingpool, hvor de blev efterladt i flere dage uden mad og vand. Andre gange blev de slået med geværkolber eller pisket.
Kaptajn Kahns familie siger, at han ser meget ældre ud end de 60 år han er, og at de har overtalt ham til aldrig at stå til søs igen.
MV Albedo blev kapret i Adenbugten i november 2010, mens det var på vej fra Jebel Ali til Kenya.
Kilde; The National