Ny kapring af skib ud for Vestafrika
Pirater har kapret en græsk tanker, Energy Centurion, med 24 besætningsmedlemmer efter skudveksling med et togolesiske flådefartøj ved Lomé i Vestafrika. Skibet, der transporterer gasolie og er registreret på Isle of Man, blev angrebet tirsdag morgen, da det lå for anker 17 sømil fra Lomé.
"Skibet, der har 24 besætningsmedlemmer om bord, var i færd med at losse gasolie ved en patruljeret ankerplads i havnen i Lomé, da det blev kapret. Vi kan ikke udlevere oplysninger om ejeren eller skibet, men vi følger situationen nøje”, fortalte Isle of Man registreringsdatabasen til TradeWinds.
Togos forsvarschef fortalte på et pressemøde i hovedstaden Lome, at togolesiske styrker forsøger at finde tankskibet. Satellitdata viser omkring 20 tankskibe for anker og undervejs i nærheden af Lomé, men der er intet tegn på det Isle of Man-flagede skib.
Det Internationale Maritime Bureau fortæller, at kaprerne udvekslede ild med en patruljebåd, der besvarede et nødopkald, men det lykkedes kaprerne at undslippe deres forfølgere.
Den sædvanlige taktik ved kapringer i området er at tilbageholde skibe i omkring fem dage og stjæle lasten.
Det er kun lidt over en uge siden, et britisk tankskib, Anuket Emerald, blev kapret i Guineabugten. Skibet blev frigivet efter fem dage. Ingen af den 18 mand store besætning kom noget til.
Kilde: TradeWinds