Vagter kaprer nordkoreansk skib
Sikkerhedsstyrker fra den somaliske provins Puntland, som var sat til at bevogte det nordkoreansk fragtskib Daesan - der var taget i arrest for ulovligt at dumpe cement ud for den somaliske kyst - valgte tirsdag angiveligt at kapre det skib de skulle bevogte.
De otte soldater der befandt sig om bord på det nordkoreanske fragtskib, gav besætningen ordre til at forlade havnen i Bossaso og sætte kurs mod et ukendt mål. Men efter få timers sejlads, begyndte de tidligere sikkerhedsvagter - nu kaprere - at skændes indbyrdes, og skænderiet endte med, at de fortrød kapringen.
Resultatet blev, at myndighederne i Puntland sendte to skibe ud til Daesan, hvorefter myndighederne igen tog kontrol med det nordkoreanske skib, der onsdag var på vej tilbage til Bossaso.
De nærmere omstændigheder omkring hændelsen er uklare.
Daesan blev opbragt af myndighederne i Puntland efter, at skibet var blevet taget på fersk gerning, i gang med at dumpe 5.000 ton cement i havet 13 sømil ud for Somalia. Dumpningen skete, fordi den kunde der skulle modtage cementen havde nægtet at tage imod fragten, fordi der var trængt vand ind i lasten på det nordkoreanske skib..
En påbegyndt retssag i Puntland mod skibets ejer for den ulovlige dumpning, fortsætter uændret.
Kilde: Garowe Online