Vandflyrute fra Aarhus til København
Det har tidligere været lige før og næsten, men nu mangler der kun den endelige tilladelse fra København og Aarhus Kommune, inden Samsø Seaplanes kan gå i gang med at starte en vandflyrute mellem København og Aarhus op.
”DELTA er netop færdige med støjberegninger der er videresendt til Kystdirektoratet, der samler sammen på sagen og sender videre til Århus Kommune og Københavns Kommune. De har så to uger til at svare tilbage, og efter det burde vi have tilladelserne på plads. Det vil sige i løbet af ca. tre uger”, siger Rune Balle fra Samsø Seaplanes til CHECK-IN.dk.
Hvis vandflyruten kommer i luften, er det planen at flyve 3-4 gange dagligt mellem havnene i Aarhus og København med en Cessna-flyver med plads til ni passagerer. De skal hver betale omkring 1.500 kroner for en enkelbillet.
”Vi når ikke at komme i gang til 1. maj, sådan som det var planen, men så forhåbentlig et par måneder senere”, siger Rune Balle, der har arbejdet i adskillige år på at få en vandflyrute op at stå.
Turen forventes at ville tage 45 minutter. I København vil der være ombordstigning fra en pontonbro ud for Den Kongelige Yacht Klubs pavillon på Langelinie, 100 meter nord for Den Lille Havfrue. Herfra vil flyet sejle ud i Øresund og starte mellem Trekronerfortet og havmøllerne på Middelgrunden.
I Aarhus er det planen at lægge til kaj i den yderste del af Østhavnen. Lufthavnsterminalen vil bestå af en pavillon, der nemt kan flyttes, hvis havnen ønsker at ”lufthavnen” skal placeres et andet sted på havnearealerne. Planen er at passagererne først behøver at være fremme to minutter før afgang, og betalingen skal ske via nettet eller mobiltelefon.
Kilde: CHECK-IN.dk