Færgetrafik sætter ny rekord i Hirtshals
Færgetrafikken satte ny rekord i Hirtshals sidste år. Både antallet af passagerer, personbiler og lastbiler gik frem. Havnen befæster dermed sin position som det vigste bindeled mellem Danmark og Norge.
2,1 millioner passagerer og 679.000 personbiler passerede i 2012 hen over kajanlæggene i Hirtshals, en fremgang på hhv. 2,2 procent og 6,2 procent i forhold til 2011, der ligeledes var et rekordår.
Antallet af lastbiler lå sidste år på 137.000, en fremgang på 5,5 procent i forhold til antallet af overførte lastbiler i 2011.
”Med rekorder på alle tre forretningssegmenter kan vi konkludere, at færgetrafikken aldrig har været større på Hirtshals Havn”, siger Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand for Hirtshals Havn.
Væksten i færgetrafikken over havnen tegner positivt for havnens samlede omsætning i 2012. Årets omsætning bliver offentliggjort i forbindelse med havnens regnskabsaflæggelse i slutningen af marts.
Hirtshals Havn besejles i dag af færgerederierne Color Line, Fjord Line og Smyril Line.
Kilde: Hirtshals Havn