Faaborg III ramt af tekniske problemer
Ø-Færgen Faaborg III, der sejler mellem Faaborg og de to øer Avernakø og Lyø, er her onsdag morgen igen ramt af tekniske problemer. Færgen gennemførte dagens første dobbelttur, men med problemer, og nu afventer man reparatører, oplyser forretningsfører på Ø-Færgen, Ole Jensen.
”Det er den ene skruepropel, der står ret ud og kører på fuld speed, så mandskabet ikke kan manøvrere færgen”, fortæller Ole Jensen.
Hvis ”Faaborg III” ikke når at blive klar til afgangen fra Faaborg i dag klokken 14, har færgekontoret sikret sig, at reservefærgen, Katrine K. kan sættes ind, så skolebørnene kan komme hjem til de to øer. Katrine K. ligger i Faaborg Havn.
Kilde: fyens.dk