Ny Feggesundfærge slår alle rekorder
Den nye Feggesundfærge, der kom i drift sidst i oktober 2012, har øget passagertallet markant i årets første kvartal. Færgen har sejlet 244 procent flere lastbiler mellem Thy og Mors end samme kvartal sidste år. Der er aldrig før transporteret så mange køretøjer med færgen over Feggesund.
”Det er da ualmindelig positivt. Man snakkede om, at hvis det gik rigtig godt, så kom vi op omkring 30 procents vækst. Det her er jo helt vildt”, siger formand for bestyrelsen for I/S Mors-Thy Færgefart.
Forklaringen er, at Feggesundfærgens gamle forgænger fra 1958 kun kunne medtage 12 personbiler eller et lastvognstog og to personbiler, mens den nye færge har plads til 22 personbiler eller to lastvognstog og syv personbiler.
På trods af de store vækstrater, vil bestyrelsen bag færgen forsøge at lokke endnu flere til at benytte overfarten, så passagerantallet kan vokse yderligere.
”For yderligere at øge opmærksomheden for en hurtig og nem færgefart har vi iværksat en kampagne, som fokuserer på, at ruten er en smuk smutvej mellem Mors og Thy. Derfor giver vi 50 procent rabat på enkelt ture for bil og alle passagerer til og med maj, så flere får øjnene op for, hvor hurtig, kort og direkte færgeoverfarten er”, fortæller Viggo Vangsgaard.
Udover det øgede antal lastbiler har færgen også fragtet 24 procent flere personbiler mellem Thy og Mors.
Kilde: tvmidtvest.dk