Kongeskibet Dannebrog sommerklar
Flådestation Frederikshavn hejste i går kommando på Kongeskibet DANNEBROG. Senere afsejlede skibet mod København klar til sommerens togter. Klokken 07.00 i morges lagde Kongeskibet til i Københavns Havn, hvor skibet i dag fejrer Hendes Majestæt Dronningens 73 års fødselsdag.
H. M. Dronningens fødselsdag fejres i dag med flag over toppene og i aften med fuld illumination.
Den 57 mand store besætning, hvoraf de 40 er værnepligtige, starter herefter med forskole inden sommerens togter.
H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen går officielt om bord i København fredag, den 3. maj klokken 12.00. Ved ombordstigningen, der markerer starten på Kongeskibets årlige sæson, vil Dronningen og Prinsgemalen modtage den traditionelle salut fra Batteriet Sixtus. Samme dag, på vej ud af Øresund, modtager regentparret salut fra Kronborg Slot klokken 14.30.
Regentparret gennemfører i 2013 to sommertogter i Danmark med Kongeskibet Dannebrog, henholdsvis fra den 3. – 7. juni og fra den 2. – 6. september.
Første togt finder sted i juni efter følgende plan:
3. juni: Orø 4. juni: Kerteminde 5. juni: Bogense 6. juni: Årø 7. juni: Haderslev
Årets andet togt i september følger denne plan: 2. september: Skagen 3. september: Læsø 4. september: Regentparret overværer indvielsen af Anholt Havmøllepark 5. september: Vordingborg 6. september: Møn
Regentparret går officielt fra borde den 7. september med salut fra Batteriet Sixtus.
Kilde: Kongehuset/ Forsvaret
