Montørordningen er rykket nærmere
En maritim montørordning, der sidestiller rejsemontører skattemæssigt med søfarende, er rykket en tand nærmere. Det fremgik af en politisk debat i forbindelse med Danske Maritime Årsmøde i København torsdag eftermiddag.
”På et møde i Folketingets Erhvervsudvalg for nyligt var holdningen, at når vi kan finde penge til det, og hvis vi kan få lov til det for EU, så er vi er indstillet på at se på det”, sagde socialdemokraten Karin Gaardsted, der er formand for Folketingets Erhvervsudvalg.
Venstres folketingsmedlem Preben Bang Henriksen er enig,
”Vi er positive. Men vi skal lige se på tallene først”, sagde Preben Bang Henriksen.
Det fik straks Danske Maritimes direktør Jenny N. Braat på banen.
”I skal bare sige til. Vi har alle tallene og beregningerne parate”, sagde Braat.
Ud over Karin Gaardsted og Preben Bang Henriksen deltog de tidligere erhvervsministre Lene Espersen og Ole Sohn også i debatten.
Sohn holdt i sit indlæg fast i målet om, at gøre Danmark til Europas svar på Singapore.
”Jeg tror at vi har rigtig gode muligheder for at realisere det. Også indenfor skibsbygning, når det f.eks. gælder bygning af kompositfærger”, sagde Ole Sohn.
”Med den viden og de kompetencer vi har, så har vi alle forudsætninger for at realisere projektet. Hvis vi så også kan tiltrække udenlandske rederier hertil, vil det skabe mange nye arbejdspladser herhjemme”, sagde Sohn.
”Det er min klare fornemmelse, at der er konsensus i hele Folketinget om, at bakke handlingsplanen for Det Blå Danmark op”, sagde Lene Espersen.
