Halvt skib kom kun halvvejs
En 18 meter lang og 11 meter bred overbygning fylder godt op på kajen ved Havnegade i Faaborg. Den 20 tons tunge glasfiberkonstruktion er den del, der er tilbage, af skibet, der gik op i flammer ved branden på Tuco-værftet for et par uger siden. Om skibet skal bygges færdigt vides endnu ikke.
”Som udgangspunkt regner vi med det, men vi mangler en underskrift. Vi har stadig en del uafklarede ting i forbindelse med branden”, fortæller medejer af Tuco, Jakob Frost til fyens.dk.
Ved branden blev skibets skrog totalt ødelagt og fire måneders arbejde var spildt. Brandårsagen er ikke endelig afklaret, der er flere hængepartier med forsikringsselskaberne, og værftet er ikke 100 procent sikker på, om det skal genstøbe underdelen til fartøjet.
Hvis vejret arter sig, er overdelen væk fra havnen lørdag formiddag. En pram er klar ved havneindsejlingen. Det var meningen, at den skulle være sejlet med konstruktionen allerede fredag, men kraftig blæst betød, at det ikke var sikkert at løfte den store overbygning.
Værftet håber på stille vej, så overdelen kan løftes over på prammen først på dagen lørdag.
Natten mellem torsdag og fredag blev det halvfærdige skib kørt fra Mørkebjergvej til havnen i Faaborg, en operation der tog syv timer.
Kilde: fyens.dk
