Ny fremgang for Semco Maritime
Semco Maritime kom ud af 2012 med fortsat fremgang i omsætningen og et resultat før skat på 100 millioner kroner, en firedobling i forhold til året før. Koncernen er nu parat til at gå på opkøbsjagt i England eller Norge.
”For andet år i træk skabte vi en omsætningsvækst på ca. 40 procent, og samtlige divisioner bidrog til udviklingen. Det er opløftende, at alle har medvirket til at eksekvere på vores strategi – First Choice 2015. Og det er ikke mindst tilfredsstillende, at vi i år også er lykkedes med at få væksten til at slå igennem på indtjeningen”,
siger Semco Maritime’s administrerende direktør Steen Brødbæk..
Omsætningen blev 2,4 milliarder kroner mod 1,8 milliarder kroner i 2011. Driftsresultatet (EBITDA) blev mere end fordoblet og udgjorde 129 millioner kroner mod 55 millioner kroner året før. EBITDA marginen er dermed i 2012 øget fra 3,1 til 5,3 procent, hvilket understreger styrken af virksomhedens udvikling.
Koncernens strategi sigter mod at nå et omsætningsniveau på 3,4 milliarder kroner og en EBITDA margin på 8 procent i 2015. Det skal bandt andet realiseres via nye opkøb i udlandet - formentlig i Storbritannien eller Norge,
"Vi har ikke et navn på en virksomhed, men vi har et segment vi kigger indenfor", siger Semco Maritime’s administrerende direktør Steen Brødbæk til dagbladet Børsen.
En anden vigtig forudsætning for at indfri selskabets ambitiøse mål er fortsat tilgang af højt kvalificerede medarbejdere, herunder ingeniører og teknikere. Koncernen lykkedes i væsentligt omfang med at tiltrække nye medarbejdere i 2012. Således var medarbejderantallet ved årets udgang forøget med ca. 33 procent
fra knap 1.500 ultimo 2011 til godt 2.000.
”Vi oplever heldigvis en stigende interesse for og opmærksomhed omkring virksomheden som en international arbejdsplads, hvor både nyuddannede og erfarne medarbejdere kan få tilfredsstillet deres behov for udfordrende jobs i en sektor i fortsat vækst. Det er, hvad vi tilbyder, og der vil blive nok at tage fat på i de kommende år,” siger Steen Brødbæk.
Semco Maritime forventer i 2013 en fortsat stigende aktivitet, hvilket underbygges af ordrebogen i årets første måneder. Det globale energimarked vil fortsat være i vækst, og selskabet forventer en fortsat positiv udvikling i omsætning og indtjening i 2013, om end vækstraterne forventes at blive lavere end de to foregående år.
Kilde: Semco Maritime
