Båd synker 13 mennesker druknet
Mindst 13 mennesker har mistet livet, og adskillige savnes stadig, efter at en båd er sunket i Det Indiske Ocean. 15 skibe og 10 fly leder fortsat efter overlevende, efter at et skibsskrog er blevet fundet tæt på den australske ø Christmas Island.
Båden blev onsdag opdaget af et fly fra den australske grænsekontrol. Der blev observeret omkring 55 mennesker om bord på båden, heriblandt et mindre antal kvinder og børn. Det var angiveligt asylansøgere på vej fra Indonesien til Australien.
Et australsk flådefartøj blev torsdag sendt af sted mod båden, men den var forsvundet, da skibet nåede frem. Først fredag opdagede et fly et skibsskrog, der var dækket af vand, fortæller Jason Clare, Australiens minister for interne anliggender.
Træstykker og redningsveste flød på vandet, og den første omkomne blev fundet fredag. De resterende 12 omkomne blev opdaget søndag morgen, men myndighederne mener stadig, at det er muligt at finde overlevende efter forliset.
Hundredvis af flygtninge er de seneste år omkommet på vej fra Indonesien eller Sri Lanka til Australien. Bådene er ofte i dårlig stand og tilmed overfyldte.
Kilde: abc.net.au