Mærsk skib i havn efter containerbrand
Maersk Lines containerskib Eugen Maersk blev tirsdag ramt af en brand i tre containere, mens skibet befandt sig i Adenbugten med kurs mod Port Said i Egypten. Ingen personer kom til skade ved branden der nu er slukket.
Maersk Line bekræfter overfor Maritime Danmark, at skibets besætning straks gik i gang med at bekæmpe ilden for at forhindre, at den bredte sig yderligere.
Det dansk flagede skib, der er blandt de største containerskibe i verden, ankrede op ud for Djibouti klokken 0.40 lokal tid onsdag morgen. Her gik en bugserbåd med brandslukningsudstyr i gang med at bekæmpe ilden, der var slukket klokken 9.00 lokal tid.
Eugen Maersk ligger nu i havn i Djibouti, hvor de containere der blev ramt af branden vil blive fjernet fra skibet. Herefter vil Eugen Maersk fortsætte sin sejlads mod Port Said, hvortil den ventes med 1 - 2 dages forsinkelse.
Ifølge skibets papirer indeholdt de udbrændte containere ikke farligt gods, men almindelige husholdningsartikler. En ekspert undersøger nu de udbrændte containere i et forsøg på at finde årsagen til branden, herunder om containerne indeholdt de varer der fremgik af skibets papirer.
Ifølge den færøske nyhedsportal aktuelt.fo er flere af besætningsmedlemmerne om bord på Eugen Maersk fra Færøerne.
Kilde: Maersk Line