Hele besætningen reddet efter forlis
Samtlige besætningsmedlemmer om bord på det tysk ejede fragtskib Kiani Satu blev reddet af en rednings helikopter, da skibet tidligt torsdag morgen gik på grund ud for den sydafrikanske kyst.
Det 165 meter lange skib var ankret op ud for kysten på grund af motorsvigt, men skibets ankre var ikke i stand til at holde det i de 5 meter høje bølger, og kort tid efter skyllede skibet ind på stranden.
Skibet var på vej fra Hong Kong til Ghana med en ladning ris da motoren satte ud. Den 19 mand store besætning lod straks ankrene gå, men det var altså ikke nok til at ride uvejret af.
Bjærgningsfartøjet SMIT Amandla ankom fredag til positionen og vil i samarbejde med ejerne og forsikringsselskabet forsøge at udarbejde en bjærgningsplan.
Besætningen, der består af 19 ukrainere og filippinere, blev bragt i land af en redningshelikopter efter at kaptajnen havde givet ordre om at forlade skibet.
Kilde: NRLI